rede omtalte Tankegang i »>Faidon«, hvor det vises, at Maalestokken for Lighed ligger i Tilnærmelse til »Lighedens Ide«<, den rene Identitet. Herhen hører fremdeles Tankegangen i Slutningen af >>Statens<< sjette Bog, hvor han fra lagttagelsernes Mangfoldighed og Foranderlighed, der i det højeste gør Tro og Formodning mulige, stiger op til matematiske Love og fra dem igen til de Forudsætninger, paa hvilke de, og dermed al sand Videnskab, hviler, Forudsætninger, som det er den egentlige Filosofis (Dialektikens) Opgave at fremdrage for at give dem en afsluttende Begrundelse. Gennem saadan analytisk eller regressiv Tænken naar han til det Stade, paa hvilket Parmenides fra første Færd havde stillet sig, og som Zenon havde søgt at forsvare gennem Kritik af det modsatte Stade. Men Platonismen og Eleatismen stemmer saa tilsidst overens i, at det sidste Grundlag for at Tænkning er et Værende, ikke blot Forudsætninger og Principer for vor Erkendelse, men selve Tilværelsens eget Væsen. Ideverdenen er den højeste Form for Eksistens, ligesom Parmenides' >>Ene« var den eneste Form for Eksistens.

han

Den anden Form, under hvilken Platon's Tankearbejde. fremtræder, er Ordning og Inddeling. Det er ad denne Vej, som man ser af >>Parmenides«, efter nogen Betænkelighed kommer til at opfatte Ideerne som Artsbegreber, der hvert for sig gælder for en Gruppe af Emner. Denne Vej gaar han f. Eks. i >>Statens« fjerde Bog, naar han skelner mellem forskellige »>Dele« af Sjælen og bygger denne Inddeling af sjælelige Livsytringer paa disses forskelligartede, endog modsatte eller modstridende Karakter. I >>Faidros<<< stilles saa den bestemte Fordring, at man baade skal kunne sammendrage, hvad der er fælles for de forskellige Emner, og kunne følge, hvorledes dette Fælles

optræder under forskellige Former. Den herpaa byggede Inddeling skal gennemføres, indtil man standser ved det aldeles enkelte, hvor ingen Karakteristik længere er mulig. I senere Dialoger (»Sofisten« og »>Statsmanden«) beskriver han gennem Eksempler fra det daglige Liv og i bred og vidtløftig Udførelse den Inddelingens Kunst, der baade lader Ligheder og Forskelligheder komme til deres Ret. De Artsbegreber, som dannes paa denne Maade, var for Platon, ligesom de logiske og etiske Begreber, ideale Eksistenser, evige og uforanderlige Væsener. Og ligesom alle enkelte Ligheder i Verden tilsidst fandt deres Forklaring ved Lighedens evige Ide, saaledes indeholdt ogsaa Artsbegreberne Forklaringen af de Emner, for hvilke de gælder. Derved forstaas, at Platon ikke havde Grund til at skelne skarpt mellem de forskellige Arter af Ideer. Hvad der for ham var afgørende, var, at de alle indeholdt de sidste Grunde til, at Tilværelsen faktisk er, som den er. Betegner vi ved Ordet Ontologi den Tankegang, ifølge hvilken de Tanker, vi former under vort Erkendelsesarbejde, umiddelbart og uvilkaarlig staar som evige og forudsætningsløse Væsener, saa er Platon's Idelære Ontologi ligesaa vel som Parmenides' >>Ene«<.

c. Vi vender nu tilbage til Dialogen. Den første Indvending, Parmenides retter mod Idelæren, efter at han har faaet Platon til at opfatte denne i hele dens Konsekvens, angaar Forholdet mellem Ideer og Emner. Dette Forhold havde Platon beskrevet som en Delagtighed i Ideerne fra Emnernes Side. Alle Ting, som ligner hverandre, er derved delagtige i Lighedens Ide; alle Dyr delagtige i Dyrets Ide o. s. v. Men, spørger Parmenides, hvorledes kan en Ide bestaa som den Enhed, den er, naar en Mangfoldighed af Emner skal have Del i den? Hvert Emne faar da kun en

Del af den hele Ide! Men Ideen kan ikke udstykkes, ligesaa lidt som den helt kan være tilstede i noget enkelt Emne (p. 131).

Platon indrømmer Indvendingens Rigtighed. Og at den virkelig rammer, ligger deri, at ligesaa almen, evig og uforanderlig som Ideen er, ligesaa konkrete, forgængelige og skiftende er Emnerne. Denne Modsætning kan kun overvindes, naar det indses, at Ideen, Almenbegrebet, maa fremtræde paa en særlig, individuel Maade i hvert enkelt Emne. Der er da ikke Tale om udvortes Deling eller om Fællesskab under samme Dække. Baade Retfærdighed, Lighed, Menneske, Ild og Smuds fremtræder i vor Erfaring stedse i individualiserede Former. Det var allerede Aristo teles opmærksom paa, og det blev ivrig drøftet i Middelalderens Skolastik og i den nyere Filosofi (Spinoza, Leibniz og Berkeley). Det er Individualitetsproblemet, der gør sig gældende. Platon's Stordaad var det at hævde de almene Tankebestemmelsers Betydning for vor Erkendelse. Det næste Skridt, som først kunde gøres efter lange Tiders Drøftelser, var at stille saadanne Tankebestemmelser i det rette Forhold til de Emner, for hvilke de skal passe. Pla ton stiger med Begejstring op til sine Ideer, men bryder sig saa derefter ikke om, hvorledes det gaar med de Emner, han har brugt som Udgangspunkter og Trin ved sin Opstigen. Intetsteds, hverken i selve Dialogen »>Parmenides«< eller i andre Dialoger besvarer Platon direkte den Indvending, som her er kommen til Orde, og som paa et vist Trin af hans Tankeliv maa være fremtraadt for ham. Men hans Tanker kredser stadig om den, og det vil vise sig, at det gaar op for ham, at logisk og mathematisk Tænkning ikke blot kan aabne os Adgang til de rene Ideers Verden, men ogsaa kan gøre det muligt at finde Tanke

udtryk for Erfaringsemnernes skiftende Former, deres Tiltagen og Aftagen, deres Svingninger og deres Forandringer. Ved den tredie Indvending vil vi komme tilbage til dette Punkt.

Parmenides' anden Indvending gaar ud paa, at naar Ideer skal være nødvendige til Forstaaelse af Emnerne, fordi disse ellers fremtræder som en usammenhængende Mangfoldighed, saa behøves der nye Ideer til Forstaaelse af Forholdet mellem hine Ideer og de Emnegrupper, de svarer til. Istedetfor Emnernes usammenhængende Mangfoldighed møder nu den usammenhængende Mangfoldighed af Ideer og Emner. Forskellen mellem Ide og Emne maa stille det samme Problem som Forskellen mellem Emne og Emne. Vi maa f. Eks. søge en Ide, der forklarer Forholdet mellem Størrelsens Ide og de store Ting. Der maa jo være noget, som er fælles for Størrelsen og de store Ting. Det bliver en Ide i anden Potens. Men dermed er vi ikke færdige, thi Spørgsmaalet bliver, hvorledes Forholdet er mellem Ideen i anden Potens paa den ene Side, Ideen i første Potens og Emnerne paa den anden Side. Vi kommer altsaa ind i en uendelig Række og bliver aldrig færdige (p. 132 A, B).

Denne Indvending omtales ofte hos Aristoteles og har ført til et teknisk Udtryk: »det tredie Menneske«. Aristoteles forudsætter bekendt, hvad der menes dermed. Ligesom Mennesket, som vi kender det i Erfaringen, forudsætter Menneskets Ide (det Begreb om, hvad et Menneske er, der gælder for de enkelte Menneskeeksemplarer), saaledes maa vi i Kraft af Idelæren antage en ny Menneskeide, der gælder for Forholdet mellem den første Menneskeide og Menneskeeksemplarerne altsaa et tredie Menneske, og dette kan fortsættes i det uendelige. Denne Indvending skal

(ifølge et Scholie af Alexandros fra Afrodisias til Aristotetes' Metafysik) være fremsat af Sofisten Polyxenos og har sandsynligvis været Platon bekendt, da han skrev >> Parmenides. Maaske har han allerede i »Staten« X p. 597 C forsøgt at besvare den. Han siger her, at Gud kun har skabt en eneste Ide for hver Emnegruppe, »>hvad enten han ikke vilde frembringe flere, eller der forelaa en Nødvendighed for kun at frembringe en eneste«. Platon vil have en Ende paa det, lukke for en Tankegang, der vilde kunne fortsætte sig i det uendelige; men det lykkes ham kun ved et teologisk Postulat. Ligesom senere for Aristoteles (og endnu senere for Hegel) er den Konsekvens, at en Opfattelse fører ud i en uendelig Tankerække, for ham en tilstrækkelig Gendrivelse af en saadan Opfattelse. Det er i Virkeligheden den samme Tankegang, der ligger til Grund ved Zenon's Kritik af Flerhed og Bevægelse.

For den nyere Tids Erkendelsesteori staar det derimod som en naturlig Ting, at Erkendelsesarbejdet ikke kan afsluttes. Selv de sidste Forudsætninger, til hvilke Analysen af vor Erfaring fører os tilbage, tør vi ikke betragte som absolute og i sig selv grundede«. Der er Tankerækker, der stadig kan fortsættes, og indenfor hvilke der stadig vil kunne findes flere Mellemled, saa stor Sammenhæng der end hidtil er funden. Muligheden af en Rækkes stadige Fortsættelse, hvormange Led og Mellemled der end findes, indeholder for os ingen Modsigelse og ingen Vanskelighed. Vi holder os til den Lov, ifølge hvilken den stadige Fortsættelse er mulig, og i denne Lov ser vi Erkendelsens Maal. Og naar det drejer sig om Forudsætninger, der er nødvendige for at vinde Forstaaelse, ser vi i Muligheden af stadig

'Se BAEUMKER: Über den Sophisten Polyxenos. (Rheinisches Museum. N. F. XXXIV).

Vidensk. Selsk. Filosof. Medd. 1. 2.

2